News

Moonboon høster millioner til fortsat vækst

Jens Alminde, der bl.a. har stiftet Euroinvestor og Boliga, har sammen med sin forretningspartner i investeringsselskabet Cows Capital Peter Daugaard investeret fem millioner kroner i den fremadstormende danske slyngevugge-producent Moonboon. Samtidig har den eksisterende investor Christian Arnstedt med Blazar Capital i ryggen investeret yderligere to millioner kroner. Dermed er Moonboon solidt funderet til sin fortsatte ekspansion i Danmark og udlandet

København, 17 juni – Makkerparret bag nystiftede Cows Capital, Jens Alminde og Peter Daugaard, har netop investeret fem millioner kroner i danske Moonboon. Derudover har Blazar Capital toppet sin ejerandel op med en investering på yderligere to millioner kroner.

Bag de friske millioner ligger en solid vækst-case, hvor Moonboon er gået fra en idé på et stykke papir til en omsætning, der for længst har passeret 50 millioner kroner, og hvor væksten i høj grad bygger på en effektiv e-commerce-motor, der foreløbigt buldrer derudaf på 28 markeder. Derudover sælges Moonboons produkter i yderligere ni lande gennem 200 fysiske butikker.

Den heftige internationale vækst og åbningen af nye lovende markeder er noget af det, som det dugfriske kapitalindskud fra Cows Capital og Blazar Capital skal være med til at geare yderligere.

Vi har ramt et attraktivt hul i markedet, hvor nybagte forældre forståeligt nok gerne investerer i både barnets og deres egen nattesøvn. Moonboon er på mange måder blevet synonym med børn og bedre søvn, og det er noget, som vi for alvor har taget markedsandele på. Kombinationen af Blazar Capital og vores nye investorer i Cows Capital er det, jeg vil kalde kloge penge, fordi de selv har mange års erfaring med skalering og e-commerce. Derudover er vi i gang med at udvide vores produktsortiment og bygge endnu mere teknologi ind i produkterne, og sammen med en heftig ekspansionsstrategi kræver det den kapital, vi nu har sikret.
— Marie Grew, founder og CEO i Moonboon A/S.

Og for de to nye investorer er det netop den internationale vækst, der har gjort Moonboon særligt attraktiv, eftersom Moonboon lynhurtigt er blevet toneangivende på alle de markeder, hvor selskabet har igangsat en egentlig etableringsstrategi.

Vi har ledt efter den helt rigtige case til vores første investering i Cows Capital. Et af kriterierne har blandt andet været en meget stærk ledelse og en virksomhed, der allerede har bevist sin levedygtighed - uden at have indfriet hele potentialet. Det lever Moonboon i den grad op til, og at vi derudover kan kombinere vores erfaring fra Euroinvestor og Boliga med Blazar Capitals mangeårige erfaring, gør kun casen endnu mere interessant for os. Det kan blive rigtig stort, det her
— Jens Alminde og Peter Daugaard, stiftere af Cows Capital.